28. oktober 2007, Jernhatten
En kraftig vind fra syd - 10 m/s - virker ikke særlig fiskevenlig. Jeg tog et smut ned til Jernhatten for ved selvsyn at konstatere hvordan det ville være at fiske under disse forhold. Det var helt umuligt.
Bølgerne var meget store, og blinket ræsede af sted, sidelæns til tider, på toppen af brændingen. Vinden tog linen og førte den langt til venstre. Så er det prøvet :-)


Store bølger ved Jernhatten - 10 m/s fra syd
 

21. oktober 2007, Isgård og Trines Sted
En østlig og sydøstlig vind gav os ideen om at fiske ved Isgård - det var ved at være længe siden.


Vadefiskeri ved Isgård

Altså blev jeg hentet af Hatten kl. 6, og kl. 6.30 stødte vi til Madpakken ved Isgård. Her var flere, men små, fisk. Selv fik jeg en enkelt lige over målet i minutterne inden solen stod op, og Hatten genudsatte to under målet. Der var enkelte fisk der sprang og nogle forsigtige skub til blinket der ikke blev til noget, men alt i alt tog vi derfra med indtrykket af, at de fisk der var, nok alle var små.


41 cm blank havørred fra Isgård. Djurs Wobleren slog til igen.

Hatten og jeg fortsatte turen over middag til Trines Sted. Det var første gang vi fiskede denne strækning, og det gav en enkelt havørred som desværre også var under målet. Forholdene taler for, at det er et sted vi vil vende tilbage til.


Det her ser lovende ud: sten, sandbund og tang - nu mangler vi bare fiskene
 

14. oktober 2007, Glatved
En frisk vind fra syd skulle ikke afholde 2 morgenfriske fiskere fra at prøve lykken ved Glatved. Derfor stod Hatten og jeg ud af bilerne ved pladsen før himlen begyndte at lysne, og vendte spændte blikket mod bølgerne.
Og de var altså store.
Men ikke for store, så vi riggede til og drog mod første pynt.

Dagens første fangster fik vi her - efter mindre end en times fiskeri havde vi begge haft fisk, og Hattens var endda over målet. Vi begav os senere mod de næste pynter, og mens Hatten denne gang mistede en pæn fisk fik jeg selv to over målet.


Øverst til venstre er indsat dagens to "fangere": Toby og Djurs Wobler

Det var med andre ord en blæsende dag, med bølger der af og til faretruende nærmede sig skuldrene, men med et godt fiskeri.

10. oktober 2007, Jernhatten
Fulgte op på de mange spottede fisk fra i går, men skuffende dok var der ikke samme aktivitet i dag. Et par gange med lidt ryk i snøren, et enkelt spring og et par enkelte ringende fisk var alt, udover marsvin.
  
9. oktober 2007, Jernhatten
På trods af morgenens fiskefattige resultat var jeg opsat på at komme af sted igen og fiske i solnedgangen. Og denne gang var der masser af liv i vandet. Mange havørreder sprang, de ringede - og jeg observerede halefinnen fra en havørred ikke under 3 kg, blot 7 meter fra mig. Meget spændende.
Marsvinene jagede kun 15 meter fra land, væsentligt tættere på kysten end om morgenen.
  
9. oktober 2007, Jernhatten
Fiskeriet langs kysterne siges at være godt lige nu, og i dag havde jeg (endelig) tid og mulighed for at prøve lidt morgenfiskeri. Jeg ankom til fiskepladsen lidt tidligere end solen, og fiskede 3½ time frem med skuffende 0 fisk. Heller ikke nogen der sprang, eller på anden afslørede at der var havørred i farvandet.
En sæl og et par marsvineflokke var dog også ude for at se om de kunne fange sig et måltid.


Det er ganske enkelt uforståeligt at fiskene ikke stod i kø for at blive fanget denne smukke oktobermorgen

Og så er der lige det med fredningszonen. Da jeg forlod fiskepladsen så jeg disse 3 tyskere stå og fiske på den "forbudte" pynt nærmest udløbet af Havmølle Å:

Der er slet ingen tvivl om at de tre, som i øvrigt i dette tilfælde er tyskere, står indenfor fredningszonen. Det fremgår med al tydelighed af nedenstående kortudsnit med indsatte mål. Den fjerde fisker sidder på stranden omtrent på det sted, hvor fredningszonen ophører, midt imellem stien fra P-pladsen til stranden og trappen op til udsigtspunktet.

Som det ses på dette lille kortudsnit er der kun 350 meter fra å-udløbet til den første pynt.

Jeg skal have genopfrisket mit tyske, så jeg næste gang ved hvordan jeg skal fortælle de fiskende tyskere hvor fredningszonen ophører.
   

1. oktober 2007, Glatved
Atter havde "Hatten" og jeg sat hinanden stævne ved "vores" pynt ved Glatved. Da jeg ankom til fiskepladsen, lidt senere end Hatten, stod han ved en 'forkert' pynt - "Her er fisk, jeg har set dem", sagde han.
Der var med andre ord ingen grund til at gå længere væk, og minsandten: Inden fiskedagen var omme havde 4 havørreder været en tur omkring fangstnettet.


Et uskarpt billede viser min Djurs Wobler med sin første skalp

Vel var det ikke de største fisk der kom i nettet, men vi beholdt hver en over målet. Og det er jo dejligt at bringe lidt aftensmad hjem en gang imellem :-)
Der var helt klart større fisk derude. De viste sig ind imellem, men gik altså ikke efter vores woblere i dag.

Mine 2 havørreder blev fanget på en nyindkøbt Djurs Wobler. Det er første gang - og bestemt ikke sidste - gang, jeg fisker med den. Den kaster eminent og har en forrygende gang i vandet. Dén er jeg blevet helt vild med.
   

23. september 2007, Jernhatten
Jeg udnyttede lige et "hul" på et par timer og tog et smut til Jernhatten. Vinden var godt nok i sydvest, men endnu ikke så kraftig så jeg håbede at der ikke ville være for meget tang i vandet. Og det var der heller ikke.
Til gengæld var der døde fisk?

Der flød en hel del af disse døde småfisk omkring, og mågerne spise da også livligt af dem. Jeg kunne ikke se noget tegn på hvorfor der var alle disse døde fisk i vandet.

Fangstmæssigt bød dagen på en enkelt undermåler, der nænsomt blev udsat igen. Det var et af den slags kast hvor jeg ud ad øjenkrogen så fisken springe, kastede efter plasket og - pang - fast fisk.
   

14. september 2007, Glatved
En aftentur med "Hatten". For en gangs skyld var der ikke fisk på det, jeg ellers er begyndt at tænke på som vores hot spot.
   
13. september 2007, Jernhatten
En kort tur til Jernhatten midt på dagen - ingen fisk men dejlig og afstressende tur.
   
3. september 2007, Glatved
Aftentur med Hatten til Glatved. Vandet lå blankt i læ for vestenvinden af skrænterne. Aftenen bød på utrolig mange puf og nap i blinket, men meget få faste fisk. Jeg krogede 2 fisk, den første tog fusen på mig og jeg bestemte den aldrig før den hoppede af krogen igen. Men da en anden kort efter tog krogen omtrent samme sted og viste sig at være en hornfisk, er det nærliggende at antage at den første også var det. Jeg satte hornfisken ud igen, og resten af aftenen drillede fiskene mig blot med utallige puf og nap til blinket.

Hatten skiftede bombarda-flue ud med kystwobler efter den første - for ham - begivenhedsløse time, og oplevede herefter også, at der var bud efter wobleren. Han satte kronen på værket med en flot torsk på 1½ kilo.

Der var enkelte kontante hug, der efter vores mening mindede meget om havørred, men altså ikke nogen der ville med op på land i dag.
  

22. August 2007, Jernhatten
Et omslag i vejret lokkede mig til Jernhatten, på trods af mange opgaver med renoveringen af vores nykøbte hus. Flere dages østenvind havde dog efterladt megen tang i vandet, så det endte med at jeg drak min kaffe på skrænten og nød en stille aften i de dejlige omgivelser med at kigge på vand og himmel.
Fik ingen fisk at se.
  
21. juli 2007, Glatved (25 p)
Heh, 2 dage gik der siden Hatten og jeg oplevede de mange store havørreder i flotte spring, førend jeg skulle af sted og prøve lykken igen. Denne gang sammen med Madpakken, der fandt et hul i kalenderen efter at have hørt om torsdagens vilde springopvisning.

Og endelig lykkedes det for undertegnede: en ny personligt største fisk blev landet under store kvaler.
59 cm og 2.100 g.


Havørred fra Glatved, 59 cm og 2.100 g

I aften havde jeg valgt at fiske med bombarda-flue, da jeg ikke havde held med kystwoblerne forleden. Og selvom vi også i dag var vidne til mange store fisk der sprang helt fri af vandet indenfor kastehold, så blev det for mit vedkommende kun til et enkelt hug. Men til gengæld sad den der!

Selvfølgelig huggede fisken mens Madpakken var gået hen til næste pynt, og derfor ikke kunne hjælpe med at nette den. Skidt med det, tænkte jeg, det klarer jeg da selv.
Fisken tog flere udløb og det varede længe inden den var træt nok til at jeg ville lægge et ordentligt pres på den. Behændigt havde jeg lagt nettet i vandet, så det var indenfor rækkevidde når fangsten skulle nettes - troede jeg.
For da jeg jeg lagde det afgørende pres ind, opdagede jeg til min forskrækkelse at det var umuligt for mig selv at nette den: jeg havde et alt, alt for langt forfang på.
Da bombardaflåddet sad i topøjet var fisken stadig 4 meter fra mig!

En rask beslutning: fisken måtte kanes i land. En nødvendig, men ikke nem beslutning, for sidst jeg kanede en stor fisk i land, mistede jeg den i brændingen. Men denne gang sad krogen godt. Jeg timede det med en lille bølge, og fisken gled let 3 meter op på stranden.
En ny personlig "største fangst" var en realitet
 

19. juli 2007, Glatved (8 p)
Det er alt for lidt fiskeri der bliver tid til her i ferietiden. Men heldigvis er det muligt at finde enkelte dage. En let vestenvind og et mildt vejr fik Hatten og jeg ud af røret, og ud til Glatved - og det kom vi ikke til at fortryde.


En smuk sommeraften ved Glatved "Kyst-Put&Take" ;-)

Denne aften var vandet meget roligt, som det ses på billedet. Det var meget let at se bevægelser i overfladen, men det var i hvert fald ikke nødvendigt at bruge kikkert for at få øje på noget. Fiskene - store fisk - sprang om ørerne på os, så vi på et tidspunkt følte det som var vi i en Put&Take sø!

Men på trods af at fiskene så åbenlyst viste deres tilstedeværelse kom vi (næsten) tomhændede hjem. En enkelt pæn torsk kunne det blive til. Det ødelagde dog på ingen måde indtrykket af at have været vidne til et fantastisk skue, og denne oplevelse rigere tog vi hjem med fornyet energi på fiskeriet. Det skal nok lykkes på et tidspunkt, og det kan ikke vare længe før Glatved skal fiskes igen.
  

16. juni 2007, Jernhatten (25 p)
Sommeren kom over os, og der er gået lang tid siden seneste fisketur. Men i dag skulle det være, så Madpakken og jeg pakkede grejet og kørte til Jernhatten.
Det blev ikke det store sus sosm vi havde håbet på: godt nok var der fisk, og mange af dem, men det var undermålere alle sammen.
Så vi fik en dejlig aften i godt selskab ud af det, men intet til gryderne.
  
23. maj 2007, Glatved (25 p)
6 m/sek fra Vest - i dag tog vi en lille revanche fra d. 17. maj, som oprindeligt skulle have været en hel dag ved Glatved, men måtte re-lokeres pga. vinden. Fisketiden var fra kl. 20 til kl. 23.

Og der var masser af fisk - bevisligt var der havørred, sej, torsk og hornfisk, samt marsvin.
Den eneste havørred der blev fanget var en lille fætter, der forsigtigt blev sat ud igen. De største var de to, der sprang helt fri af vandet ca. 40 meter ude og 30 meter til venstre for os. Sikket et dejligt syn, der gav et fast punkt at fiske efter resten af den aften.

De allestedsnærværende hornfisk var umulige ikke at kroge, og en enkelt sej og en enkelt torsk blev genudsat.
Apropos hornfiskefangst, så skete der det pudsige da jeg poserede for fotografen, at vi faktisk fik en "live" krogning. Se her:


1. "Se hvor fin jeg er når jeg fisker..." - 2. " hov, hvad er nu det?" - 3. "Hvad dælen, der er jo en fisk..."
Klik her for de store billeder
  

20. maj 2007. Fløjstrup (25 p)
Den Lange ringede og inviterede på fisketur: hvem kan sige nej til det? ;-)

Fløjstrup er et dejligt sted, og derfor fisker vi der ofte på trods af beskedne fangster. Men i dag var fiskene der!
Først var der en hornfisk, der blev genudsat, og lidt senere fik jeg en havørred på. Den sprang ud af vandet med fluen i munden, men landede vist uden - i hvert fald var den væk, men forinden nåede vi at vurdere den til ikke at holde målet.
Lidt senere var der fast fisk igen - denne gang en havørred på 15 cm, der hurtigt og nænsomt blev genudsat.
Derefter gik der lidt tid hvor vi nok så fiskene, men ikke mærkede nogen.

Da det skete var det en pæn fisk, sandsynligvis 45-48 cm. Jeg siger sandsynligvis, for da jeg kanede den i land sprællede den så voldsomt, at krogen mistede sit tag. Og selvom jeg smed fiskestangen fra mig i sandet kom jeg for sent, da en bølge nåede at skylle ind over fisken - og væk var den.

Det var trods det en dejlig aften - rart at mærke liv ved Fløjstrup igen. Og næste gang, SÅ tager vi dem!

19. maj 2007, Mariendal (5 p)
Dagen bød på et "hul" på 3 timer, hvor jeg kunne vælge mellem at være alene hjemme eller alene ude og fiske - jeg valgte det sidste :-)
Tog derfor et smut til Mariendal for at se, om der ikke skulle luske en enkelt havørred rundt blandt hornfiskene.
Havde en del hug og så mange hornfisk, men den eneste havørred var kun 10 cm lang - den huggede på fluen 1½ meter fra strandkanten, og jeg så den tydeligt i det klare vand.
Heldigvis sad den ikke fast.

Hm, endnu engang lykkedes det mig at fiske med bombarda-fluen uden at forfanget hægtede sig om hovedlinen uden brug af bombasticks eller lignende. Bare den gode stime holder.

17. maj 2007, Isgård (25 p)
En længe planlagt heldagstur til Glatved røg i vasken pga. en hård nordenvind. I stedet valgte Hatten, Madpakken og jeg at forlægge fiskedagen til Isgård, i forventning om lempeligere vilkår.
De blev da også indfriet, men især eftermiddagens fiskeri var plaget af megen tang i vandet og en drilsk vind. Bombarda-fluen blev for mit vedkommende skiftet ud med den nye Fornæs wobler, først i 23 gram og siden i 18 grams udgaven. Der var hug på begge, men det var den sidste der gav 2 hornfisk.
Nu var det jo havørred, der var målet for dagens fiskeri, ellers havde jeg nok benyttet silkekrogen og taget mindst 15 hornfisk. De var her og der og alle vegne, men sad altså sjældent fast. Heldigvis var der en hornfiskende familie ved fiskepladsen, og de blev glade for den uventede håndsrækning, da de fik hornfiskene med hjem.
Fornæs wobleren kaster for øvrigt utrolig godt! Og har tilmed en meget lækker gang i vandet.


En smuk majdag ved Isgård...

Vi tog en velfortjent spisepause et par timer, og vendte tilbage til Isgård ved 21-tiden.
Vinden var løjet noget, og vandet lå roligt og indbydende - bombarda-fluen blev rigget til igen.


... med skiftende vejr, og hastigt drivende skyer...

Vi fiskede intensivt til 23.30, men blev noget skuffende kun belønnet med en enkelt havørred, der kun lige holdt målet (40,5 cm). Hornfiskene var der stadig, men de var knap så talrige.


... og en lille havørred på 40,5 cm og 610 gram

Jeg tog havørreden i første kast efter at jeg havde ladet den selvlysende perle op, som jeg havde sat foran endefluen. Eftersom der ikke kom flere havørreder på land er det ikke sikkert det havde nogen betydning, men på den anden side: det havde det nok alligevel, i hvert for dén havørred på lige dét tidspunkt.
    

14. maj 2007, Mariendal (5 p)
Vinden løjede af til aften, og den vind der var, var i vest, så det indbød til en lille aftentur til Mariendal.
Fra 20.30 til 22 var der ikke meget liv at observere i vandet, men ca. 22 kom hugget på bombarda-fluen - eller fluerne, skulle jeg måske sige - i hvert fald fiskede jeg i dag med 2 fluer på forfanget, en grå Frede med kugleøjne bagerst, og en lille hvid/pearl fiskeimitation forrest.
Hvilken flue der fristede kan jeg ikke afgøre: jeg fiskede med fast knude, og fisken sad ikke fast - så det kan lige så godt have været en hornfisk jeg har ramt i siden, som det kan have været havørred. Det er umuligt at afgøre, for selvom fisken væltede rundt i overfladen efter hugget, skete det så langt ude og i så svag belysning, at jeg ikke kunne afgøre det ud fra det.

Men det gav mig i det mindste en øget intensitet i fiskeriet den sidste times tid, om ikke andet :-)
   

12. maj 2007, Sangstrup  (11 p) og Fornæs (25 p)
En jævn til hård vind fra syd - ikke de bedste betingelser for bombarda-flue fiskeri på Djursland skulle jeg mene.
Hatten og jeg fiskede eftermiddagen tynd ved Sangstrup. Da vi lagde ud ved middagstid var vandet let kruset, vinden jævn - det så utroligt lækkert ud, og meget havørredagtigt efter vores bedste overbevisning.


Smukt og havørredagtigt - det vidste havørrederne bare ikke...

Hm - det gav nogle fine hornfisk som alle blev genudsat, men ingen havørred. Da fiskeriet døde lidt ud ved 17.30 tiden skiftede vi plads, og tog lidt længere mod syd til Fornæs.


Hatten afkroger en hornfisk

Vinden var taget kraftigt til, og det regnede. Vi havde håbet på havørreder, men igen var det en hornfisk der først bed på krogen. Men lidt senere fik vi hilst på dagens eneste havørred, en kær lille sag på ca. 20 cm. Den tog en hvid/glimmer-flue.
Hatten var gået over til kystwobler, og lidt senere gjorde jeg det samme. Vinden var meget hård, og jeg ville desuden gerne prøve min nyindkøbte Fornæswobler.
Hatten tog en lille torsk på sin, og jeg havde en del bud efter min min, men uden fast fisk.

Fornæswobleren viste sig som en ren kastedjævel - den tordnede derudaf i nogle virkelig lange kast, som overraskede mig meget. En rigtig god wobler i hård vind eller hvor lange kast er ønskværdige, efter min mening. Og samtidig har den en levende gang i vandet.
    

10. maj 2007, Mariendal (3 p)
En kort aftentur - fiskede fra 21 til 23, men så ikke meget livet i vandet. Dog så jeg en enkelt havørred springe kl. 22.
Fik øvet mig i at fiske med bombarda-flue i mørke - det gik fint.
  
7. maj 2007, Fløjstrup (5 p)
Ansporet af gårsdagens fine fiskeri var det af sted igen i dag, denne gang med følgeskab af Madpakken.
Vi så masser af liv, dvs. småfisk der sprang for livet (eller for sjov?), hornfisk der "næbbede" oven vande og en enkelt havørred, der også lige skulle vise sig. Men alt i alt endte det hele med et enkelt forsigtigt nap i fluen, og dét var dét.

En i øvrigt dejlig aften sluttede med min første vandgang, da jeg uforsigtigt havde vovet mig ud på nogle rigtig gode stå-sten yderst på den ene høfde - eller rettere, da jeg skulle ind igen. Et lidt for langt skridt mellem 2 store sten på det forkerte tidspunkt betød, at jeg var et nemt offer for en ellers harmløs bøge, der i denne situation let kunne bringe mig ud af balance.

Om ikke andet så fik jeg da vished for, at de vandtætte lommer i min nye vadejakke er vandtætte - og det er de. Det er mine waders også: der slap overhovedet ikke noget vand ud af dem før jeg tog dem af, og vendte bunden i vejret på dem...
 

6. maj 2007, Norsminde (kajak)  (2 p) og Mariendal (27 p)
Efter en lang periode med sommertemperaturer var det i dag, at vejret skiftede. Sammen med Den Lange havde jeg tænkt at Norsminde skulle kaste nogle havørreder af sig, men det blev der ikke noget af. Den beretning findes på kajaksiden.

Selvom kajakfiskeriet sluttede kl. 19, sluttede fiskeriet ikke. Jeg tog forbi Mariendal på vej hjem, og udover hornfisk, småyngel og marsvin fik jeg også set havørred. Det bedste er, at den ene så jeg ligge sprællende på stranden med min flue i gabet


Aftenfiskeri ved Mariendal gav denne havørred på bombarda og flue

Der var som sagt masser af liv i vandet, og på et tidspunkt så jeg en havørred springe langt ude, længere henne ad stranden. Jeg vurderede at jeg næppe kunne kaste helt derud med mit bombardaflåd, men ville på den anden side alligevel gerne fiske efter den, så jeg gik tilbage og begyndte at kaste ud, da jeg mente at være ud for det sted, jeg havde set den springe.

Jeg nåede langt ud med mit kast, men det var 10 meter fra strandlinien at hugget faldt. En kort men hektisk fight faldt ud til min fordel, og kort efter kunne jeg tage dette billede af vidunderet.
Fisken havde været på rejerov, viste det sig da jeg fik den åbnet. Den målte 46 cm og vejede 1,050 kg, en konditionsfaktor på 1,08.

Yderligere en halv times fiskeri gav masser af plaskeri at sigte efter, men ingen hug.
   

30. april, 1. maj (3 p), 2. maj 2007 (6 p), Mariendal
Hornfisken er kommet, og det øger gevaldigt chancen for at man kan få fisk med hjem fra sin fisketur. Jeg er i den heldige situation, at jeg af og til kan kombinere mit arbejde med fiskeri, og det gjorde jeg så i disse 3 dage.
Da mine medfiskere var uøvede, kom mine gaffelblink til ære og værdighed - efter at de ellers har været skrinlagt i en lang årrække. Jeg tror faktisk jeg havde glemt at jeg havde dem...

Gaffelblinkenes store fordel er, at de er billige og nemme at erstatte. Derfor betyder det ikke så meget, hvis man mister et par stykker - og det synes jeg er en stor fordel, når man låner sit grej ud til uøvede fiskere, hvor risikoen for knækkede liner og lignende er relativt større. Der er heller ikke noget så ærgerligt som at miste andre personers grej, så det er også en sikkerhed for den, der skal til at lære at fiske.

Kombineret med silkekrogen er det oven i købet ganske ufarligt, når blinket af og til farer i den forkerte retning, og det betyder samtidig, at der ikke er risiko for mistede blink som følge af bundhug.


Du kan læse mere om gaffelblink her

Vi havde dejligt vejr alle 3 dage, af og til spejlblankt vand, og vi var heldige (gode!) at fange hornfisk. 4 blev det samlet set til, og de blev alle fanget af samme fisker, der hermed fik hul på bylden hvad angår fangster - til stor glæde for alle.

Selv fiskede jeg 2. maj med bombarda-flue for at se, om der ikke skulle luske en havørred rundt derude blandt hornfiskene. Det gjorde der sikkert, og det gør den nok endnu, for bortset fra et enkelt hug mærkede jeg ingenting.
  

19.-22. april 2007, Als
Årets forlængede fiskeweekend blev en blandet fornøjelse:
- Bilen brød sammen 10 minutter før vi nåede fiskehytten, og som om det ikke var nok, ventede vi samfulde 2 timer på Falck - og gik derved glip af første eftermiddags fiskeri. Heldigvis var bilen klar allerede næste middag, og det var langt billigere end frygtet. I mellemtiden lånte vi en bil (Stor tak til Lillian ).
- De første 2 dage var vindstyrken mellem 10 og 14 meter i sekundet, og fra nord-vest, hvilket afgrænsede vores muligheder for valg af fiskepladser samt gav grumset vand mange steder.
- Samlet set 5 fisk er bestemt ikke noget højdepunkt for vores Als-ture. Til gengæld var den største fisk meget pæn: 57 cm og 2,1 kg.


Blommeskobbel - i relativt læ for de 14 sekundmeter fra NV

Vores valg af fiskepladser var som sagt i høj grad dikteret af vinden. 14 sekundmeter er mere end vi havde lyst til at fiske i modvind.
Første aften faldt valget på Blommeskobbel, der ligger i relativt læ for en vind fra NV. Vinden susede dog "om hjørnet" og kunne sagtens mærkes. Madpakken landede turens første fisk (43 cm).

Fredag var vinden stadig hård (10-12 m/s), så vi lagde ud ved Sandvig. Det var en smuk tur ned over markerne, men det, der skulle vise sig at blive en tendens på dette års tur, viste sig første gang: ingen fisk.

På vej til næste fiskeplads indløb den glædelige nyhed at bilen var klar, og vi skiftede bil samtidig med at vi skiftede plads.
Derefter gik turen igen til Blommeskobbel, der jo havde vist sig at holde fisk i går. Men "Ak" - ikke i dag.


Hatten brugte tiden fornuftigt og afventer her rapporten,
om der er fisk eller ej ved Blommeskobbel

Jamen så Stenholt ved Sønderskov, da? Lokale fangstrapporter fortalte om en stor fisk dér, inden for den seneste uge, og det ligger da også fint til en NV-vind. Tja, læ var der, men fisk? Ikke for os.


Det rigtige fluevalg er måske afgørende, når fisken ikke vil hugge?
Der tænkes dybt kan vi se

Aftenens fiskeri blev henlagt til Gl. Pøl. Der er ikke meget at fortælle herfra, ud over at vi fandt læ. Men vandet var grumset, og vi nok ikke super ihærdige. Jeg tror vi i stedet sparede op til lørdag, hvor vinden skulle løje en del af...
Pøls rev var besat af 4 andre fiskere, så vi gik i stedet venstre om og op imod nord.


Stranden ved Gl. Pøl

Lørdag var vinden kun 7-8 sekundmeter. Herligt. Vi ville gerne fiske i Nørreskoven, og Bostedhoved var jo en succes sidst vi fiskede dér, så det prøvede vi. Vi fiskede da også en del, men vandet var uklart og vi mærkede ingen fisk. En efterhånden velkendt fornemmelse, og helt og aldeles forskellig fra sidste års tur. Mystisk.


Det er herligt at have en stor bil når man er på fisketur -
her kan stængerne endda være samlet under
transporten mellem de forskellige fiskepladser

Vi vil tilbage til Sandvig - selvom vinden har løjet en del, er der en god vind ved Nørreskoven, og det er koldt, så vi trænger til at står i læ i det mindste. Og minsandten om ikke det skulle vise sig at være en god ide:


Hatten fighter turens anden fisk efter små ti minutters fiskeri ved Sandvig

Hatten lander sin første og turens anden fisk - 47 cm og 1,5 kg. Vores erfaringer med dette sted er overvejende positive, og her vender vi tilbage gang efter gang. Desværre blev det denne gang ved den ene fisk.


Bombarda-flue rigget har slået til første gang: 47 cm og 1,5 kg

Efter en tidlig aftensmad valgte vi en lang aften ved Position 1. Og det blev minsandten en laaaang aften - ikke mindst for undertegnede, der efter denne aftens fiskeri måtte tåle en del mobning på grund af den uretfærdige og ikke mindst irriterende fordeling af fangster: Hatten og Madpakken landede begge fisk, Hatten endda en pæn én på 2,1 kg -  og jeg havde end ikke et forsigtigt nap.
Begge fisk blev fanget på bombarda-flue.

Der er ikke andet at gøre end at lade retfærdigheden ske fyldest og gøre gengæld en anden god gang. I mellemtiden bringes her billedet af "rekordfisken" 2007 samt den glade fisker (med det lumske smil )


57 cm og 2,1 kg - jo, der er nok at smile ad

Søndag morgen står vi halv tidligt op og prøver lykken ved Position 1 igen - der var børsteorm i vandet i går, og børsteorms fluerne bliver badet lystigt. Overraskende nok uden de mindste anerkende nap fra de utaknemmelige havørreder, der være derude. Især undertegnede er ivrig og fisker ihærdigt igennem - tanken om at skulle vende hjem helt uden fisk er næsten uudholdelig. Men vi pakker sammen med en hovedrysten, og tager hjem for at pakke vores sager sammen inden vi tager en sidste runde.

Sidste chance! Sottrup Vesterskov har ofte været en god plads, og det ligger bekvemt på vejen hjem mod Århus, og såmænd også i læ for den relativt svage vind.
Og endelig lykkedes det også for mig at fange en fisk. Turen blev "reddet" i sidste udkald - at fisken var en undermåler som behørigt blev genudsat er en mindre detalje, selve fangsten havde stor symbolsk betydning - i hvert fald for mig


Lavvande ved Vesterskov - og endelig fisk til undertegnede...

Fiskemætte og tilfredse kan vi sætte kursen nordover.
Næste år håber på igen af få vejrguderne på vores side, så vi får lidt flere valgmuligheder når vi skal vælge fiskeplads.

I mellemtiden har jeg "lånt" Madpakkens fangstbillede, så det er ikke er helt så synd for mig


 

14. april 2007, Mariendal -> Moesgård, kajak
Fiskeri fra kajak. Se dagbogsnotatet her.
  
2. april 2007, Moesgård
Jeg havde egentlig bestemt for at tage til Alrø fordi vinden var varslet mere eller mindre direkte fra Nord, men da jeg fik melding om gode fangster ved Moesgård, senest d. 1. april og det samtidig er lang tid siden jeg har fisket her (fisker mest lidt længere sydpå ved Fløjstrup), tænkte jeg at jeg lige så godt kunne prøve her.

3 timers fiskeri med bombarda-flue gav dog ingen kontakt, og ud over marsvin så jeg heller ingen fisk.
  

31. marts 2007, Hestehave (kajak)
Årets første kajak-fiskedag


Med næsen mod Hestehave

Den fortsatte varme luft og den relative læ ved Hestehave lokkede mig ud med kajakken, selvom vandtemperaturen stadig er omkring de 6 grader. Jeg tog ingen chancer og var fuldt udstyret med våddragt mv. - i det kolde vand har du ikke lang overlevelsestid uden.

Jeg fik lejlighed til at afprøve mine nyeste påfund: en bombarda + line-holder og en flåd + line-holder.
Baggrunden for udviklingen af disse er, at jeg gerne ville kunne medbringe og montere disse mens jeg sidder i kajakken, uden at skulle binde en masse knuder og uden at jeg skal holde styr på lange linetjavser.


Bombarda-rør med 2 formonterede forfang og en flåd+line-holder af egen udvikling

Til venstre ses bombarda-røret. Det er blot rørisolering, hvor bombarda flåddet ligger i midten og holdes på plads af små stykker stof, mens de formonterede forfang ligger rullet op omkring rørisoleringen. I enden af hvert forfang sidder der er hægtel der kan sættes i den svirvel, der er formonteret i bombarda flåddet. Hægtlen sættes ned i slidsen i rørisoleringen.
Bombarda flåddet er formonteret med en 0,40 line og som sagt med en svirvel i hver ende.

Til højre fungerer en vandflaske, hvor bunder er savet af, som holder til et flå til naturlig agn (eller Gulp). Med malertape har jeg fastgjort et stykke rørisolering, som krogen kan sættes fast i under transport.
Flåddet er formonteret med 0,40 line. Øverst en svirvel, derefter ca. 30 cm line til et linestop lige inden flåddet, derefter ca. 1½ meter line til krogen. Under flåddet er bundet et ca. 10 g lod, og 20 cm over krogen er fastklemt et 1,6 g blylod.

Denne årets første tur var først og fremmest en test-tur, hvor jeg ville se om mit grej virkede. Derfor havde jeg medbragt det nødvendige udstyr til kastefiskeri med blink eller wobler, bombarda flåd og flue, og til flådfiskeri med naturlig agn. Og til dørgning, naturligvis.
Derudover medbragte jeg en mellemstor mandpakke, en stor kande kaffe, 3 liter væske, sko og strømper samt sikkerhedsudstyr til kajaksejlads.
Den færdigpakkede kajak så sådan ud:


Klar til afgang - hvem skulle tro at der er så meget udstyr ombord...

Et nærmere kig på min stangholder:


2 x Berkley stangholdere på brædt

Dagens resultat målt i fangst: 0.
Dagens resultat målt i erfaringer: fornemt :-)

Jeg havde jo håbet at jeg ville kunne kaste til set fisk, men desværre var dette dagen hvor jeg hverken så, hørte eller følte fisk.
Til gengæld fik jeg nogle fine erfaringer.
F.eks. skal jeg have flere skruer i den forreste ende af mit stangholderbrædt. Jeg var nær ved at miste en stang under dørgning, da jeg jeg fik bundhug på et tidspunkt hvor jeg havde glemt at løsne bremsen, og stangholderen næsten lagde sig fladt ned. Større stabilitet er absolut påkrævet, og et par ekstra skruer til at fæstne elastikken i er forhåbentlig nok.

Bombarda med 2½ meter forfang og kajak... - well, nemt er det i hvert fald ikke.
Det var nærmest umuligt for mig at kastefiske med så langt et forfang, og jeg opgav hurtigt. Det på trods af, at jeg til dette anvendte en 9' stang, mod en 7' stang til normalt kastefiskeri.
Til dørgning vil det godt kunne bruges, evt. til en drivende kajak. - Så skal flåd + forfang sættes i vandet og frigives ved at trække line af hjulet over et stræk imens man roer.

Mine 2 holdere fungerede meget tilfredsstillende og helt efter hensigten. Det var hurtigt og nemt at skifte agntype og fiskestil på vandet, og det var jo det, der var meningen.

På ovenstående foto kan man se min "expedition pack" - en smart lille sag, der indeholdt alt mit fiskegrej til alle de nævnte typer fiskeri, samt kniv, kamera og diverse. Udenpå er fastgjort net, vand, viskestykke, lineklipper og en priest, jeg desværre ikke fik brug for i dag.
Den blå sæk er vandtæt og indeholder nøgler og mobiltelefon.
 

25. marts 2007, Kalø Vig -> Hestehave
Søndag, strålende solskin, stadig vind fra nord og øst, men noget mindre end de seneste dage. I fredags var der børsteorm ved Kalø Vig, så det er en lovende start på en fiskedag i bunden af Århus bugten, hvor jeg har sat Hatten og Den Lange stævne.

Vi lagde ud ved Kalø Vig - et naturligt valg efter min gode fangst for to dage siden. Her var meget lavvandet, og vi fisker strækket fra P-pladsen mod Nappedam grundigt af et par gange, inden vi beslutter at fortsætte dagen ved Hestehave.
I dag var der ingen respons, og da der tilmed er mange biler i ryggen, vælger vi at flytte os lidt mere afsides.


Hatten og Den Lange forsøger at regne ud hvor fisken er ved Kalø Vig

Vi var dog langt fra de eneste der havde fået denne gode ide, skulle det vise sig. Hestehave var fyldt med fiskere og familier på udflugt, så det med det afsides var så som så. Men bilstøjen var dog helt væk, her var dejligt læ, spejlblankt og - skulle det vise sig - masser af fisk.
Jeg kan vel lige så godt få det overstået med det samme: Jeg fik ingen fisk med hjem i dag, men det gjorde Hatten - 2 stk. endda.
Adskillige fisk gjorde udfald mod mine fluer, og en enkelt undermåler blev genudsat. Vi så masser af fisk i overfladen, og et par enkelte der sprang helt ud af vandet. Én kun 4 meter fra mig!


Hatten med en doublet fra Hestehave: en havørred på 42 cm. og en steelhead på 46 cm.

På trods af mit eget beskedne bidrag var det en fantastisk dag. Det er jeg sikker på at alle de andre mange fiskere ved Hestehave også syntes. I hvert fald gjorde kajakfiskeren på billedet, som jeg fik en inspirerende sludder med under en pause i fiskeriet.


Vadefisker og kajakfisker ved Hestehave
  

23. marts 2007, Dragsmur V -> (Isgård) -> Knebel Vig -> Kalø Vig
Vinden var lovet fra Ø og NØ, så sammen med Hatten havde jeg besluttet at prøve lykken ved Dragsmur Ø, Begtrup Vig siden, i håb om at komme delvist i læ for vinden. Vi er begge opsatte på at træne bombarda-flue-teknikken, så en stiv modvind er ikke lige sagen.
I sidste ende blev det til mere kaffe og hyggelig snak end til fiskeri, for bortset fra Marsvin og edderfugle så vi ikke meget liv.
Jeg fiskede ivrigt i kølvandet på marsvinene, inspireret at Thomas Hansen fra "Havørredens Hemmeligheder 1" (DVD) som jeg har set mange gange siden jeg købte den for nylig. Men i dag hjalp det mig ikke.

I stedet tog jeg dette billede af typisk kludder med forfanget:


Forfangskludder ved Dragsmur

Ved 13-tiden skiltes vore veje for i dag, og det var mig der var den heldige som havde mere fisketid foran mig.
Jeg tog til Isgård, der på afstand så lovende ud som den lå der med sine stejle skrænter og læ for vinden, der var mere i Nord end vi havde forventet. Jeg opgav efter få kast, fordi der var meget mere vind end der så ud til på afstand, mange bølger og mælkehvidt vand.
Jeg vurderer at det er uretfærdigt at tildele Isgård 0 point pga. en tur med så få kast, så det er ikke med i mit "pladsregnskab".

Videre gik det til Knebel Vig.
Her var dejligt læ, masser af fiskere og - ingen fisk.
Jeg affiskede det inderste af vigen grundigt uden at se eller mærke det mindste, og da jeg kunne se at ingen af de andre fiskere havde mere held med sig, besluttede jeg at gøre dagens sidste forsøg længere oppe i bugten.

Jeg gik ud ved P-pladsen overfor jægerskolen, og der gik faktisk ikke lang tid før jeg havde det første forsigtige nap. Ivrigt kastede jeg fluen ud igen, halv kastelængde til omtrent dér, hvor jeg havde mærket fisken. Og YES, fast fisk! Årets første havørred var en realitet efter en kort fight:


1 kg fordelt på 46 cm.

Dette er tilmed min første havørred fanget med bombarda og flue!
Således opmuntret fortsatte jeg fiskeriet, selvom solen efterhånden stod lavt over ruinen og jeg var begyndt at småfryse. Da jeg endelig var blevet kold nok til at jeg mente at det var tid at vende hjem, og definerede "sidste kast" - kom hugget! Denne gang sad den dog ikke fast, men det er klart at jeg ikke kunne tage hjem endnu.

Det kunne jeg så lidt senere, da fisken ikke viste yderligere interesse for mine lækkerier. Altså: "sidste kast" endnu engang, og: Hug!
Altså. Det er selvfølgelig meget godt, men hvorfor i alverden kommer hugperioden på et tidspunkt hvor jeg er blevet kold, og familien snart regner med mig?
Heller ikke denne fisk sad fast, og da hovedlinen på uforklarlig vis havde lavet en fuglerede, besluttede jeg at det måtte være nok for nu. Glad for sæsonens første havørred, og yderligere opmuntret til at benytte bombarda og flue på kommende fisketure.


Fisk og ruin. Og endnu flere fisk derude, selvom vi ikke kan se dem.
 

20. marts 2007, Fløjstrup og Ørnereden
Tog på en "træningstur" med bombardaflåd og flue. Havde på forhånd bestemt at i dag ville jeg ikke fiske med andet.
Første afdeling var i Fløjstrup. Herligt vejr, høj vandstand, i læ af skoven.
Ingen andre fiskere, og heller ingen fisk.
Spurgte en kajakroer om hun dog ikke havde set nogen fisk, og blev lidt overrasket da hun sagde "Jo" :-)

Hun havde faktisk set en stor fisk springe både i dag og i går, inde ved Ørnereden.
Dér har jeg ikke fisket i mange år, men jeg henlagde andet ben til Ørnereden i sikker forvisning om at jeg nu i det mindste ville få fisk at se.
Ak nej, det skete ikke, Endnu en nultur.
Til gengæld er rytmen med bombardaflåddet ved at være indarbejdet.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget ;-)


Også ved Ørnereden var der totalt læ for en god vestenvind.

 

15. marts 2007, Fløjstrup
Ingen fisk, hverken at se eller mærke. Heller ikke for fiskeren der gik da jeg kom, eller ham der der blev da jeg gik.
Fiskede fra pynterne ned til den gamle tømmerplads med bombardalåd og flue, og fiskede tilbage med ksystwobler med lige nedslående resultat.
  
14. marts 2007, Fornæs Fyr
I dag skulle vi så prøve området ved selve fyret. Meget spændende sted, men det står jo også at læse i alverdens fiskebøger.
Vi er i slutningen af en ganske forårsagtig periode, med lunt og stille vejr. Dejligt :-)

Da vi ankom kl. 11 var der lavvande, og det er derfor tydeligt at se disse rev, der stritter ud fra kysten.

Min fiskekammerat og jeg placerede os yderst på hver sit rev og fiskede tålmodigt. Ham Med Hatten med kystwobler, jeg med bombardaflåd og to fluer på forfanget. Se mit fluevalg på billedet med fyret.

En fisker i flydering indfandt sig på pladsen, og han flød stille og roligt ind imellem "vores" pynter mens vi drak kaffe. Der er plads nok, så da vi gik ud igen flød han imellem os.

½ minut efter jeg tog dette billede havde han fanget en fisk på sit fluegrej. En undermåler, der blev sat ud igen.
Herligt, det lovede jo godt for mig valg af grej. Troede jeg.

Men næste gang der var bid, var det Ham Med Hatten der trak det længste strå. Også han fik en undermåler, som blev genudsat.
Strømmen vendte, og med den forsvandt flyderingsfiskeren langsomt men jævnt mod syd og Kragenæsset.
Vi fortsatte et godt stykke tid, men bidelysten hos fiskene udeblev.
Underligt, i sådant et dejligt vejr?

Vi trak senere også ned mod Kragenæsset, som ligger ind mod Grenå i forhold til fyret.
Det var første gang vi var der for begges vedkommende, så på den måde var det spændende, men fisk så (eller mærkede) vi ingen af.

Som længere nordpå er der også her et rev der strækker sig ud fra kysten. Ved kanten af revet, der på billedet kan ses hvor bølgerne bryder, er der et brat fald på ca. 1 meter. Jeg erindrer lige læseren (og især mig selv) om hvad der skete under lignede forhold d. 19. november sidste år... Desværre var det ikke i dag, jeg fik brug for min dyrekøbte erfaring.
 


© Troutbum.dk. Alle rettigheder forbeholdes. Kontakt troutbum@troutbum.dk