<<<<<    Bliv ven på Facebook for at få opdateringerne mens de sker....    >>>>>

 September 2016: "Fiskepause" og Kajakfisker Træf 2016
Det har for mit vedkommende været en fiskefattig sommer. Sygdom og dødsfald i den nærmeste familie, et urimeligt stresset arbejdsmiljø for mit eget vedkommende med følgende depressionstilstand har sammen med en dårlig skulder betydet, at jeg for første gang i jeg ved ikke hvor mange år har haft en "fiskepause", der strakte sig ud over 2 måneder. 
Det har med andre ord på mange måder været en rigtig træls sommer, men nu vejrer jeg morgenluft. Jeg er i hvert fald begyndt at komme på kysten igen, både med waders og stang, og med kajakken.


Kajakfisker Træf 2016. Foto: Thomas Graversen/Outdoor Denmark

For eksempel blev der forrige weekend for anden gang afholdt Kajakfisker Træf på Fyn, hvor jeg deltog som en af cirka 40 deltagere.
I år var vejret sæsentligt bedre end forrige år, hvilket gav mange flere timer på vandet. Desværre blev der ikke fanget så mange fisk som man kunne forvente, og for mit eget vedkommende måtte jeg nøjes med en mistet hornfisk og nogle sete havørreder.

Træffet er omtalt i både Sportsfiskeren og Fisk & Fri, som man kan se herunder, hvor jeg også viser en lille videokollage, som Jan Røygaard har sammensat. 
Næste års Træf er allerede i støbeskeen, og det er vi mange, der glæder os til :-)


Video: Jan Røygaard

 

 19. juni 2016: En anden slags fisketur
Det sker ikke så tit, at jeg fisker med strandstol og fladfiskeforfang - jeg  tror faktisk, de er 5 år siden, jeg gjorde det senest - så det var en anderledes fisketur, Jesper og jeg valgte sidste weekend. Vi havde egentlig planlagt en kajakfisketur, men med vind fra skiftende retninger på op til 15 m/s, syntes vi det var lige lovlig livligt. Sandormene var jo købt, og da vinden primært var vestlig lå det lige for at tage en slapper på stranden med bundsnørefiskeri.

Det er svært at se på dette foto at vinden 
var for kraftig til kajakfiskeri

Jesper fremviser stolt og glad turens 
største og flotteste fangst

Det var en meget pæn rødspætte, tyk var den også

Med lidt øvelse gik det bedre og bedre med fileteringen

Det fik vi en hyggelig eftermiddag ud af, og derudover aftensmad til et stykke tid. Vi fik en del skrubber på land, mange af dem over målet, og en enkelt rødspætte sneg sig også med ind. Jeg har lige siddet og studeret en video på Youtube hvor man ser hvordan man skal filetere fladfisk, og det skulle naturligvis testes. Det gik bedre og bedre for hver fisk, og jeg endte med at have 800 g skrubbefilet.
Sagt på jysk: Det var ikke den værste måde at tilbringe sin søndag på

Det var en kraftanstrengelse af dimensioner, da Jesper fangede turens største
fangst. Desværre er lydsporet skæmmet af vidnsus, men det dokumenterer
blot at vinden var noget mere kraftig end det ses på foto herover


  

 13. Juni 2016: Nye opskrifter
Jeg har sandt for dyden ikke fanget mange havørreder den seneste måned - ville egentlig ønske, det skyldes at jeg ikke har været ved kysten, men det har jeg. Som alle andre har menuen stået på fjæsing, fjæsing, fjæsing og hornfisk.

Til afveksling tog jeg en eftermiddag i sidste uge ud med harpunen og var heldig - på første multetur fik jeg øje på rigtig mange multer - flere end 20, jeg mistede overblikket over tallet til sidst. De fleste kunne jeg ikke skyde efter af forskellige årsager, men to gange fik jeg ram på byttet. Det var skønt at se, at der er liv derude, for fra land så man ingenting. Og det var skønt endelig at få lidt fisk med hjem til køkkenet.

Jeg fik husket at tage nogle fotos af min tilberedning af multefileterne, så jeg kunne lave en opdatering på min side med opskrifter.
Den kan du se her.

Samlingen af mine mest benyttede fiskeopsrifter er således nu blevet suppleret med Ovnbagt Multe og Thai Marineret Multe.


Ovnbagt multe - her á la Italia

Thai marineret multe

 13. maj 2016: Horn, horn og horn på de nye woblere

Mine nye MO woblere har været i vandet, og det gik rigtig godt. I går og i forgårs havde jeg mulighed for lidt fyraftensfiskeri, så det blev til et par timer ved kysten hvor jeg mest var interesseret i kasteegenskaber og deres gang i vandet.

Det havde jo været helt perfekt at fange havørred med det samme, men det er jeg sikker på nok skal komme, for de viste sig at være overordentlig interessante for hornfiskene - så skal havørrederne nok følge efter.

MO wobleren tegner til at blive et spændende bekendtskab

 11. maj 2016: MO woblere der bare venter på at fange fisk
Jeg kan næsten ikke vente med at døbe mit nye legetøj - en håndfuld MO woblere fandt vej i min indkøbskurv i dag 


De nye MO woblere fra ABU ser giftige ud - på den fede måde
De har fanget en lystfisker, nu glæder jeg mit til at se om de også fanger fisk

 6. maj 2016
Af årsager, der ikke har med fiskeri at gøre, er det et stykke tid siden, dagbogen er blevet ajourført. Men fisket er der nu blevet alligevel. Med forårsfiskeri på Djursland og deltagelse i både Seatrout Open og Fjord til fjord konkurrencerne kunne jeg have håbet, at der var røget et par store havørreder på land - men ak, de havørreder, jeghar fanget hidtil i år har været små eller tynde.

Til gengæld har jeg fået en ny art i kajakken så jeg nu er oppe på 12. Seneste kryds blev sat ud for Ulk, der kom en tur på dæk ved Fjellerup, hvor jeg var taget ud med Claus og Jan i forsøget på at finde pighvar. Pighvar fik vi ikke, Claus fik en ordentlig bunke skrubber, og min dag blev reddet af føromtalte ulk.


Første ulk i kajakken - 30 cm, taget på tobis fisket på bundtackle


Claus slapper af med 7 fuldfede skrubber i lasten

En lille fisk kan gøre stor lykke

Vejret var perfekt, så også Jan kunne komme med ud 1000 m fra land i sin åbne Native Watercraft Ultimate kajak

 

 21. februar 2016: Her bliver Danmark mindre
Overskriften er tyvstjålet fra et avisindlæg, jeg ikke længere husker hvor jeg har set. Men den beskriver en virkelighed, som lige nu udspiller sig udenfor min dør (næsten), og så er det vel i orden at jeg genbruger den? Det håber jeg.

Hver gang jeg fisker på det lokale stræk bliver jeg midet om hvor ubarmhjertig naturen er - fra år til år, fra sæson til sæson og lige nu fra dag til dag, ændrer forholdene sig. Jeg er ved et par lejligheder blevet så betaget af at iagttage dette stille og vedholdende slid på kysten, så jeg vendte ryggen ti fiskevandet og filmede indad.

Jeg har klippet små 3 minutter sammen, der viser hvor voldsomt dette stille slid er. Well, de store skred har været voldsomme og slet ikke stille at opleve, men jeg har ikke været så heldig at få dem på film - på det tidspunkt, de er foregået, har jeg nok været krøbet i ly bag tykke mure. Men nu, bagefter, fortsætter nedslidningen ufortrødent omend mef formindsket.

Se selv.

   

 19. februar 2016: Høj ved Sangstrup Klint
Jeg ved det, jeg ved det godt; det kan lyde lidt fortærsket, når en lystfisker, der vender tomhændet hjem fra fisketur siger, at naturoplevelsen har været det hele værd.
Men hvis man synes det, er det måske fordi man ikke selv har prøvet det?

I fredags ved Sangstrup Klint fik jeg ingen fisk på land, Vi så et par stykker, og det var dejligt. Men det allermest fantastiske ved den tur, var den stemning der var aller længst væk fra alting, dér hvor kragerne vender. Det var til at blive helt høj af, og det var så rigeligt den lange vandring værd at opleve. Umanerlig fredfyldt og vederkvægende for sjælen. Ahhh. Jeg kan stadig mærke det

 11. februar 2016: 45 cm havørred
Det er ikke altid optimalt at have fri klokken 22 om aftenen. Men nogle gange er det rigtig fint først at møde klokken 15.
For eksempel en dag som denne, hvor det lykkedes mig at vriste en 45 cm havørred op af vandet. 
Det er faktisk ikke så ringe endda


Herligt sted at bruge formiddagen, inden arbejdet kalder.
  

 9. februar 2016: Hjemmesiden: Nu med Slayer

  

Nu har jeg fået lagt en flot præsentation af min Slayer kajak ud på hjemmesiden

Denne hjemmesides afsnit om Kajakfiskeri er nu blevet opdateret, så den afspejler de faktiske forhold; nyt er præsentation af min Slayer 13 Propel kajak fra Ntive Watercraft. Udover præsentationen af selve kajakken er der en side, hvor jeg viser hvordan jeg har valgt at rigge den til, og hvordan jeg transporterer kajakken.

Derudover er der selvfølgelig en masse sider om kajakfiskeri generelt.
Et godt sted at starte, hvis du er nysgerrig på at fiske fra kajak - eller blot nysgerrig på fiskekajak

Min kajak: http://troutbum.dk/min_kajak.htm
Rigning af Slayer: http://troutbum.dk/rigningslayer.htm
  

 30. januar 2016: Ud af vinterhi med havørred
Plusgrader og vestenvind de seneste dage har lokket mig ud af mit vinterhi og ført mig til kysten. Forleden mistede jeg en fin havørred på min første tur i 2016, men på årets anden dag i dag havde jeg det sidste held og fik fisken på land.


Januarørred på 61 cm. Taget på en Polar Magnus

Det er ikke nogen dårlig start på 2016, lad os bare få mere af det


Der var høj vandstand ved yderkysten i dag


© Troutbum.dk. Alle rettigheder forbeholdes. Kontakt troutbum@troutbum.dk