Montering af krogen til gennemløbere

.

Når jeg fisker med gennemløber, anvender jeg altid enkeltkrog. Det gør jeg dels for ikke at hæmme blinkets bevægelser unødigt, dels fordi jeg har erfaret, at den for mig kroger fiskene lettere og bedre.

I starten brugte jeg Owner S-61, siden gik jeg over til Owner Mutu Light Circle, og nu er jeg igen vendt tilbage til S-61'eren. (Argumenterne for mit ambivalente forhold til S-61 krogen skyldes punktet med fejlkrogning, der nedenfor er listet under "ulemper".)

De to kroge har nemlig efter min erfaring hver sine fordele og ulemper;
S-61:
Fordel: det er min erfaring, at jeg mister færre (og meget få!) fisk med denne krog monteret efter gennemløberen.
Ulemper: Jeg har et par gange oplevet, at krogen er gået ud af øjet på fisken.
Det sker (ikke særlig tit), at krogen slår op om blinket under kastet, hvor det så sidder uden mulighed for at kroge en eventuel fisk.

Mutu Light Circle:
Fordel: den kan monteres med en perle, der sidder fastspændt over krogøjet, hvorved man helt undgår, at krogen slår op om blinket, hvor det kan sætte sig fast.
Ulempe: Det er min erfaring, at jeg mister flere fisk med denne krog fremfor S-61.

Nedenfor er de to metoder beskrevet. Problemet med mine færre krogninger med Mutu krogen er sandsynligvis et spørgsmål om teknik, så det kan jo sagtens være at det virker for dig. Prøv det, hvis du for tit oplever problemer med at S-61 går ud gennem øjet på fisken.
    

 
 Montering med Owner S-61
Når jeg i dag anvender denne montering af krogen til gennemløber, er det fordi jeg oplever meget få mistede fisk med denne montering, og væsentligt færre end med Mutu krogen.

Hvis jeg igen oplever for mange krogninger gennem fiskens øje, vil jeg genoverveje situationen. 


Eksempel på ringe

Krogen, jeg bruger, er en Owner S-61, som regel # 1/0.

Jeg har hjemmefra sat krogen på en springring, hvor jeg også har sat en ring, som jeg binder hovedlinen i. Det sikrer en optimal bevægelse for krogen, samtidig med at det forhindrer linen i at arbejde sig ud af springringen.

Imellem blink og ring har jeg en blød gummiperle, der beskytter knuden.

 Montering med Owner Mutu Light Circle

Nedenstående montering er den, som Ken Holmsted Sørensen, Møns Fiskeguide, anbefaler.
Jeg har ikke samme positive erfaringer med den montering, som Ken har (modsat Ken har jeg mistet flere, og ikke færre fisk, med den), men det er måske et spørgsmål om teknik. Prøv det, måske virker det efter hensigten for dig.


Owner Mutu Light med fluoroscerende perle på krogskaftet, hvor det sidder mens krogen ikke er i brug

Mutu Light Circle krogen har et mindre øje, og det er derfor muligt at fastgøre en blød perle over øjet, hvor den dækker knuden. Ved at montere enkeltkrogen på denne måde, forhindres at krogen slår omkring blinket, hvilket som nævnt kan ske en gang imellem ved traditionel montering, hvor perlen sidder mellem krog og blink.

Det er vigtigt, at det er udgaven af perlen med lille hul der anvendes, da den ellers vil smutte ned på krogen under kast.


Her er krogen bundet på linen, og perlen er skubbet på plads over øjet

Kroge med formonterede perler kan ligge i æsken. Perlen skubes ind over krogspidsen og sidder på krogskaftet indtil den er bundet i hvoedlinen, hvorefter perlen drejes/skubbes op over krogøjet.
 
  

 Den fluoroscerende perle

Jeg fisker gennemløbsblink med en af de bløde fluoroscerende perle foran krogen. Det ligger lige for at oplade den (lyse på den med UV-lygte) om natten, så den lyser op i et par kast. Nogle nætter har det ikke givet ekstra, andre gange har det muligvis været dét, der gjorde en forskel (sammenlignet med min fiskemakker, i hvert fald). Det er umuligt at svare på, så... hvem ved?

Jeg bruger helst en lille perle (4 x 5,5 mm) for at påvirke blinkets bevægelser mindst muligt.


Snurrebassen #7 er et godt valg til hård vind og store bølger
 

 Flash på krogen?

Inspireret af Thomas Hansen i Havørredens Hemmeligheder 3, har jeg prøvet at montere min Fladbukken med en enkeltkrog, hvor der er bundet flash på. Ideen er, at krogen under spinstop, hvor den fjerner sig en smule fra gennemløberen, fungerer som en flue, der kan lokke havørreden til hug.

Jeg synes det hæmmer kastet og blinkets gang i vandet en smule, men omvendt har jeg fanget fisk på det, såeh...
... det bliver vist bare en gang imellem for variationens skyld, men ideen er hermed givet videre.


 

  Fangster med gennemløber
Eksempler på fangster med gennemløber:

Havørred og sej fra Djursland 2014.

Alle de viste fisk blev narret
af Kens udgave af Sømmet.

 

   

© Troutbum.dk. Alle rettigheder forbeholdes. Kontakt troutbum@troutbum.dk