Trolling fra kajak - med Gulp tobis
En af fordelene ved at fiske fra kajak er, at man kan få dækket en masse vand. Blandt andet ved at trolle med en eller flere stænger, imens man sejler langs kysten. Det virker oplagt at trolle når man flytter sig fra en fiskeplads til en anden, også hvis man er typen der bruger sin kajak til transport mellem pladserne mere end som primær fiskeplatform.

Man kan trolle med blink, woblere, tobis, sildestykker mm. Jeg har prøvet mig frem med lidt af hvert af ovenstående ved kysten, men indtil videre er det en anden teknik, der har givet mig størst succes ved trolling; trolling med Gulp Tobis.

Inspireret af de store trollingsbådes rig med en "flasher", har jeg sat et Snapper blink foran min Gulp Tobis med ca. 80 cm fluorocarbon imellem. Det har vist sig at det er en fordel med en svirvel både foran og bagved på blinket for at forhindre, at fluorocarbonen kinker.

Noget tyder på, at en hastighed omkring 3,7 km/t er en god hastighed. Stangtoppen vibrerer lystigt som tegn på at blinket går godt - og jeg har fået flest hug ved denne hastighed.

 


Snapper blink og Gulp Tobis 6'' monteret med stingerkrog. Læs mere om Stinger Rig til Gulp her

 


Snapper blink og Gulp Tobis 4'', som desværre ikke længere sælges

 


Som hovedparten af de makreller, jeg har taget ved trolling fra kajak,
er denne blevet kroget af stingerkrogen, en Owner #16 trekrog

Særligt én tur i september 2012 oplevede jeg godt fiskeri med disse to tackler. Jeg fiskede med to trollingstænger, og oplevede et til tider hektisk fiskeri, flere gange med dobbelthug. Den ene gang af makrel og havørred på hver sin stang på samme tid. Da turen var slut hang der en havørred og otte makreller i galgen - den største af de to havørreder, der huggede den dag, slap med skrækken.


Djursland september 2012: otte makrel og en havørred, alle taget på trolling med Gulp Tobis

Tankevækkende var det, at mens syv af de otte makreller tog den store tobis og herefter blev kroget af den lille stingerkrog #16, tog begge havørreder den mindre tobis. Det er det samme billede jeg genkender fra andre ture, hvor jeg har trollet med de samme to tackler. Jeg oplever en tendens til, at havørreden foretrækker den mindste af de to tobiser (4''). Jeg har heldigvis stadig nogle eksemplarer af disse tilbage i skuffen, men det stopper jo på et tidspunkt. Så måske er det på sin plads at eksperimentere lidt med for eksempel at skære lidt af de større udgaver for at få dem ned i passende størrelse. Derudover skal Gulp Minnow også prøves for at se om den er lige så effektiv.
Uden stingerkrog mister man dog muligvis bifangster som ovenfor viste makreller, så for min del vil jeg nok fortsætte med at trolle med to stænger, én med stingerkrog og én uden.



Kajakken er klar til en hel dags fiskeri med
fem stænger, grej, skiftetøj og køkken ombord


© Troutbum.dk. Alle rettigheder forbeholdes. Kontakt troutbum@troutbum.dk