Profil

 Om navnet Troutbum.dk:
Navnet til denne side er inspireret af bøgerne skrevet af John Gierach, som desværre ikke findes i dansk oversættelse.

"Troutbum" betyder "ørredbums", og det er også titlen på en af Gierach's første bøger. Den første bog af Gierach som jeg læste, hedder "Another Lousy Day In Paradise" - en titel, der fint afspejler, at selv en nultur ikke er så slem, som det lyder.

Vi lystfiskere ved, at den endda kan være ret så livgivende pga. af alle de sidegevinster, der er ved at opholde sig i og forholde sig til naturen, på naturens egne betingelser.

 Om siden Troutbum.dk:

Troutbum.dk er en privat hjemmeside med artikler, informationer og links, der primært relaterer sig til det danske kystfiskeri og kajakfiskeri, og især efter havørred. Det meste af mit fiskeri foregår på Djursland.

Da artiklerne tager udgangspunkt i mine egne erfaringer, er det selvfølgelig de steder jeg selv fisker, og de metoder jeg selv anvender, der er i fokus.
Ligesom det, hvor ikke andet er anført, også er mine synspunkter der videregives.
Husk: Lystfiskeri er ingen eksakt videnskab, og det kan eget vel tænkes, at du er uenig med mig, eller har modsatte erfaringer. Det understreger blot noget af det fornøjelige ved vor hobby; at vi alle starter forfra hver gang, og dybest set må gøre vores egne erfaringer for at fastslå, hvad der virker for os hver især.

Formålet med Troutbum.dk er således ikke at være en facitliste, men at tjene til inspiration til at komme ud og gøre sig sine egne erfaringer.

 Om mig:

Jeg er en relativ sen starter i forhold til lystfiskeri: Jeg var helt oppe i slutningen af tyverne før jeg for alvor fik øjnene op for lystfiskeriet, og fra de første sporadiske ture med lånt grej til i dag, er udviklingen gået jævnt fremad. Min kone vil måske sige, at det på det seneste er gået stærkt fremad...

Ud over at jeg fisker med min familie, og bruger fiskeriet i mit arbejde som pædagog, er det også ved kysten jeg finder en indre ro, som bærer langt ind i alle mine øvrige relationer.
Mit primære fiskeri er jagten på havørreder fra kysten på Djurlsand. Med alle mulige afstikkere til laks i Skjern å, havørreder alle mulige steder, og med min nye fiskakajak nu også søernes grove gedder.

Citatet "A bad day fishing is better than a good day at work" kommer mig ihu når jeg skal skrive om mit forhold til lystfiskeri

 
Du er velkommen til at sende en e-mail med tips, links, konstruktiv kritik eller andet (lystfisker-relateret), du har lyst til at dele med mig.



 


Carsten Skøtt,
Ebeltoft 2013


Siden 2006 har Troutbum.dk haft

  besøgende

Kontakt information: